Flere butikker lukker i Ikast

Tre butikker har på kort tid valgt at lukke på strøget i Ikast, men i byen er de optimistiske omkring fremtiden.

Først på ugen meddelte Botex på strøget i Ikast, at de lukker butikken, og dermed har tre butikker inden for kort tid valgt at trække sig fra byen. 

- Det er mega surt, og vi er hamrende kede af det, fordi vi har trods alt fået mange gode faste kunder. Så det går en rigtig tæt på, siger Jens Pape, der er indehaver af indehaver af Botex i Ikast.

På grund af manglende salg har gardinbutikken valgt at trække stikket efter halvandet år på strøget i Ikast. Det samme har skobutikken Skokjær og Ikast Boghandel valgt at gøre.  Alle tre butikker holder nu ophørsudsalg, inden lokalerne om kort tid vil stå tomme. 

- Det er vigtigt, at det ikke er noget, der kommer til at udvikle sig, og at vi hurtigst muligt får nogle nye butikker i de her lokaler, så det ikke kommer til at virke tomt her. Derfor er det vigtigt, at gøre en ekstraordinær indsats, når der lige pludselig er tre lokaler, der er ledige, siger Viggo Mulvad, der er formand for Vores Ikast. 

Fortsat optimistiske
Når formanden er optimistisk, skyldes det blandt andet at en by som Tønder, der er halvt så stor som Ikast, på blot et år har formået at få 15 nye butikker til byen. 

- Vi skal bare rykke en tand tættere sammen på bænken og sætte en masse gode initiativer i gang, og komme ud og få fortalt, at vi har ledige lokaler, og hvilke muligheder der er her i byen, siger Viggo Mulvad fra Vores Ikast. 

Botex holder udsalg de næste seks uger, inden nøglen bliver drejet om. 

Se et indslag om de tre butikker der lukker i Ikast: 
 

01:49 Luk video