Flere blodprøver tættere på borgerne

Region Midtjylland har vedtaget at oprette en række nye blodprøvesteder.

Foto: Region Midtjylland

I det oprindelige spareforslag i Region Midtjylland ville man flytte alle blodprøver ind på sygehusene. Det har dog vist sig at være en for drastisk løsning. Vejen bliver nemlig i flere tilfælde for lang for mange af de patienter, der skal have taget blodprøver. Det er regionsrådet i Region Midtjylland blevet enige om, og rådet har derfor besluttet at oprette flere blodprøvesteder.

Med en spareplan så stor som 699 millioner kroner, kan vi ganske enkelt ikke undgå, at nogle patienter oplever, at serviceniveauet falder.

Udvidelsen omfatter både helt nye steder i blandt andet sundhedshuse og muligheden for fortsat at få taget blodprøver hos udvalgte praktiserende læger i tyndt befolkede områder.

- Med en spareplan så stor som 699 millioner kroner kan vi ganske enkelt ikke undgå, at nogle patienter oplever, at serviceniveauet falder. Med den model vi nu har vedtaget, mener jeg, at vi både er lykkedes med at fjerne de værste torne og holde økonomien i stramme tøjler, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Syv nye steder

I alt kommer der syv nye blodprøvesteder til i Region Midtjylland. To af dem ligger her i landsdelen, og her er der tale om Centerparken Brande og Tarm Sundhedshus. Derudover kan man få taget blodprøver på samtlige hospitaler i Region Midtjylland.

Patienter, der har fast praktiserende læge i regionens tyndt befolkede områder, kan fortsat få taget blodprøver der. Her i landsdelen drejer det sig om Hvide Sande, Nordsalling, Thyborøn, Thyholm og Ulfborg.

Den nye blodprøvestruktur træder i kraft 1. juli 2016, og patienterne kan frit vælge mellem regionens blodprøvesteder uanset hvilket hospital, de bliver behandlet af.