Flere bilister taget med julebryg i blodet

Politiet snuppede flere bilister med sprut og narko i blodet efter J-dag. (Arkivfoto)

071115Razzia.jpg

I forbindelse med fredagens J-dag, hvor årets julebryg kom på markedet, har politiet holdt ekstra øje med spritbilister. Og det var der igen i år god grund til.

Fredag aften og nat blev i alt syv bilister taget for spirituskørsel.

Omkring Viborg blev tre bilister taget med spiritus i blodet, en af dem med en promille på 1,32. I Silkeborg blev en enkelt spiritusbilist snuppet, mens to blev snuppet i Herning med en promille på henholdsvis 1,21 og 1,86. Værst var det i Thisted, hvor en enkelt bilist blev snuppet med en promille på hele 2,83.

- Promilletallene viser med tydelighed, at folk ikke bare er uheldige. Antallet ligger på samme niveau som tidligere år, og det vidner om, at der stadig er behov for indsatser på det her område. Vi har været massivt ude i pressen og andre steder, og alligevel kører folk med alkohol i blodet, siger Henrik Glintborg, leder af færdselsafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Under aftenens og nattens razzia blev to bilister også taget for narkokørsel. I Herning var der desuden et færdselsuheld, hvor alkohol også var årsagen. Ingen personer kom til skade ved ulykken.

Spirituskampagnen fortsætter weekenden ud og skyder gang i politiets årlige julefrokost-kampagne.