Flere biler på nyåbnet del af motorvej end forventet

Halvanden uge efter åbningen af den sidste del af Holstebromotorvejen viser målinger, at flere end ventet bruger den.

Det er blandt andet her omkring til- og frakørslen ved Skivevej, at trafikken er større end forventet.
Det er blandt andet her omkring til- og frakørslen ved Skivevej, at trafikken er større end forventet.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Der er flere trafikanter på den nye del af Holstebromotorvejen end forventet.

- Vi følger trafiktallene derude, og det, vi kan se her halvanden uge efter åbningen, er, at vi på strækningen oppe i den nordlige ende af Holstebromotorvejen cirka har 11.000 biler i døgnet, og det er cirka 2.000 flere biler i døgnet, end trafikmodellen havde forventet, siger Janie Ibsen, som er projektleder på Holstebromotorvejen.

Inden motorvejen åbnede, regnede Vejdirektoratet med, at der hver dag ville køre omtrent 8.000 bilister på vejen omkring afkørslen ved Skivevej.

- Vi kan samtidig se, at faldet på Herningvej er større. Det vil sige, at der er endnu færre biler, end vi havde forventet, uddyber projektlederen.

Før åbningen kørte der i gennemsnit cirka 15.000 biler i døgnet på vejen. Det tal er nu faldet til omkring 7.000 i gennemsnit.

- Vi formoder, at der er flere trafikanter, der søger ud på motorvejen, afslutter hun.

Det har kostet tre milliarder kroner at bygge den nye motorvej mellem Herning og Holstebro.

2:43
Holstebromotorvejen er nu helt åben. Vi var også med den dag, det sidste stykke åbnede.