Flere arbejder frivilligt

Det frivillige arbejde vinder frem, og især det frivillige sociale arbejde er i kraftig stigning.

Vi vil gerne gør en forskel. Det viser den første årsrapport over det frivillige Danmark, som socialministeriet netop har offentliggjort.

Flere danskere end nogensinde før udfører nemlig frivilligt arbejde. 43 procent af danskerne over 16 år har ifølge en helt ny årsrapport arbejdet frivilligt i 2010, og brydes tallet op så er den største stigning er sket indenfor det frivillige sociale arbejde. 

Nu hver femte dansker

Mens det for få år siden kun var hver tiende dansker, der udførte frivilligt socialt arbejde, så er det nu hver femte dansker, der ulønnet giver en hånd med på den sociale front.

Hjælper børnefamilier

Også i den midt- og vestjyske landsdel strømmer frivillige til sociale aktiviteter. Det mærker blandt andre organisationen Home-starts lokalafdeling i Thy, der hjælper pressede børnefamilier.

I løbet af det seneste år er den gået fra at have kun et par enkelte frivillige, til nu at have et korps på 15 voksne.

Får 20-timers kursus

De har alle gennemført et 20 timers kursus, som klæder dem på til at være ugentlige besøgsvenner i en børnefamilie, der er presset af den ene eller den anden grund.

Det fortæller lokalkoordinator Rikke Riis Kirk, der startede Home-start i Thy for tre år siden.

- Vi kommer ud i familier, hvor der er noget at arbejde på. De er bare pressede i en periode af deres liv, fordi de har små børn, og måske oveni oplevet en krise på grund af noget, som er gået tæt på dem. Det kan fx være sygdom, ulykker, arbejdsløshed eller problemer i parforholdet.

Et ugentligt besøg

Konceptet er, at en frivillig bliver tilknyttet og besøger familien i to timer én gang i ugen i en periode på et halvt til et helt år. Under besøget kan den frivillige enten give en hånd med til noget praktisk, hjælpe med at komme en tur ud af huset eller være en fortrolig. Hvad besøgene skal indeholde er op til forældrene som har brug for hjælpen.

- Rigtigt mange spørger, hvordan man er berettiget til at få den hjælpende hånd. Det er man sådan set, hvis man beder om den. For hvis folk når dertil, at de griber telefonen og ringer og siger de er pressede og har brug for hjælp, så kan vi i hvert fald på disse kanten være sikre på, at de har behovet, siger Rikke Riis Kirk.

Læs mere om Home-start her: http://home-start.dk/viewpage.php?page_id=7&link_id=1

Læs mere om årsrapporten Den Frivillige Sociale Indsats her: http://www.sm.dk/data/Dokumentertilnyheder/2011/Aarsrapport_DenFrivilligeSocialeIndsats_WEB.pdf