Flere alvorlige øjenskader

Ustabilt fyrværkeri er formentlig årsag til de mange øjenskader nytårsaften i Midt- og Vestjylland

Mange øjenskader i landsdelen på grund af ustabilt fyrværkeri
Mange øjenskader i landsdelen på grund af ustabilt fyrværkeri

Sammenlagt ni øjenskader, herunder flere alvorlige, blev den kedelige statistik da nytåret i nat blev skudt ind i Midt- og Vestjylland. 

På skadestuen i Herning blev der registeret i alt fem øjenskader nytårsaften. Blandt dem en 14-årig dreng fra Sdr. Felding, som blev ramt af fyrværkeri og senere overført til behandling i Århus.

Her først på eftermiddagen oplyser den 14-åriges stedmor, at drengen er alvorlig forslået, men beholder synet på begge øjne. 

Værre ser det ud for en cirka 36-årig mand, som blev ramt af en raket og måtte sys i øjet. en 11-årig dreng fra Herning-egnen blev ligeledes ramt af en rekat i øjet og fik brandsårsskader.

Læge Jacob Juhl Jensen fra skadestuen i Herning siger, at antallet af skader og karakteren af øjenlæsionerne er mere alvorlige end det man plejer at se i forbindelse med nytårsaften.

Skadestuen i Viborg har også haft flere personer indlagt med øjenskader end normalt. Fire øjenskader blev det til i aftes og i nat, oplyser overlæge Larry Højgaard Kristensen til Viborg Stifts Folkeblad.

Blandt dem en 15-årig dreng, som dog var så heldig, at han efter endt behandling kunne tage hjem fra skadestuen. De tre øvrige blev sendt videre til behandling på Aarhus Kommunehospital.

Fire øjenskader på en nytårsnat i Viborg er for mange, siger Larry Højgaard Kristensen til avisen og peger på, at det kan være ustabilt fyrværkeri der er årsag til ulykkerne.

Til sammenligning var der sidste år, på landsplan, ialt ti alvorlige øjenskader, mens der var syv der kom alvorligt til skade med øjnene forrige år, i forbindelse med fejringen af nytåret.