Flere almindelige mennesker vil være med til at dømme kriminelle i retten

Holstebro har fået over dobbelt så mange ansøgninger, som de havde brug for, til stillingerne som domsmænd i retten.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Holstebro kommune har netop søgt efter nye domsmænd til retten, og interessen har været overraskende stor. Da tilmeldingerne lukkede, kunne kommunens chefjurist konstatere, at der var kommet 445 ansøgninger til de 195 pladser.

Vi har i mands minde aldrig tidligere haft så mange ansøgere at vælge imellem.

Jesper Dürr, chefjurist, Holstebro Kommune

- Vi har i mands minde aldrig tidligere haft så mange ansøgere at vælge imellem. Det er vi rigtig glade for, og vi vil gerne takke alle, der har ansøgt, siger chefjurist Jesper Dürr, der også er sekretær for Grundlisteudvalget.

Holstebro Kommunes grundlisteudvalg tjekker de indsendte oplysninger og sender en udvalgt grundliste med 195 kandidater videre til Vestre Landsret, som herfra trækker lod til hvervet som nævning eller domsmand for retskredsen.

- Vi har haft stor succes. Listen, som kommunen sammensætter og videresender, skal være repræsentativ for kommunen, og det har vi i den grad mulighed for med så mange ansøgninger, siger chefjurist Jesper Dürr, der også er sekretær for Grundlisteudvalget.

Læs også Landsretten har talt - narkobande skal 95,5 år i fængsel

I Danmark er det helt almindelige borgere, der hjælper den juridiske dommer med at vurdere spørgsmål om skyld og straf.
Kandidaterne får kun besked fra Vestre Landsret, hvis de bliver udvalgt til den endelige nævninge- og domsmandsliste.
 

Fakta:

  • 445 tilmeldinger ligeligt fordelt mellem kønnene
     
  • Opdelt i alderskategorier er der kommet 35 ansøger i alderen 18-30 år, 116 ansøgninger i alderen 31-60 år og 158 ansøgninger i alderen 60+
     
  • Kommunen har bl.a. brugt sociale medier, avisannonce, nyheder og direkte mail samt digitaliseret ansøgningsprocessen via webformular med NemID i ansøgningsperioden
     
  • Domsmænd og nævninge kaldes også for lægdommere, og forskellen på de to betegnelser er, at der kun bruges nævninge i sager om meget alvorlig kriminalitet, hvor straffen er mere end fire års fængsel.