Flere ældre skal have besøg af hjemmeplejen via en skærm

Viborg har allerede gjort sig erfaringer - nu vil regeringen have mere fart i udbredelsen af digital velfærdsteknologi.

I Viborg Kommune har hjemmeplejen i længere tid benyttet skærmbesøg hos de ældre.
I Viborg Kommune har hjemmeplejen i længere tid benyttet skærmbesøg hos de ældre.
Foto: Arkiv

I fremtiden skal flere ældre og syge danskere have kontakt til hjemmesygeplejersken eller sosu-assistenten via en computerskærm i stedet for et fysisk besøg i hjemmet.

Sådan lyder ambitionen fra regeringen, der ifølge Jyllands-Posten vil oprette en investeringsfond på 140 millioner kroner for at sætte skub i udbredelsen af digital velfærdsteknologi.

- Vi skal bruge ressourcerne på den mest borgernære service som fysisk pleje og omsorg og så lade skærmbesøgene klare relativt simple opgaver, siger innovationsminister Sophie Løhde (V), som mener, at det går for langsomt med at udbrede teknologier som skærmbesøg, telemedicin og online-genoptræning.

Viborg er en af de kommuner, der allerede har indført skærmbesøg, hvor hjemmesygeplejersken for eksempel kan hjælpe de ældre med at dosere medicinen, måle blodsukker og lave genoptræningsøvelser. Jyllands-Posten skriver, at cirka 120 ældre får daglige skærmbesøg på knap to minutter.

Ældre Sagen er ifølge avisen skeptisk over for regeringens planer. 

- De, som modtager hjemmepleje, er typisk svækkede ældre over 80 år, og mange vil ikke være i stand til at tage og holde kontakt via en skærm, siger seniorkonsulent Per Tostenæs til Jyllands-Posten.

2:01
TV MIDTVEST sendte i 2013 dette indslag om forsøget med hjemmepleje via en computerskærm i Viborg.