Flere ældre koster kassen

Hele 105 millioner kroner - så meget dyrere bliver regningen på sundhedsområdet i Holstebro Kommune i 2020. Det er de mange ældre, som giver udfordringer.

150512sundhed2020plan.jpg

Det er ikke kun regeringen, som har lavet en 2020-plan. Det har de også i Holstebro Kommune, og planen viser rigtig dårlige nyheder.

I 2020 vil andelen af personer over 67 år i Holstebro Kommune nemlig være 26,3 procent højere, end den er i dag.

Kæmpe udfordring

Den demografiske udvikling er ifølge Kultur- og Sundhedsdirektøren i Holstebro Kommune, Anders Kjærulff, en enorm udfordring.

 - Der er ingen tvivl om, at sundhedsvæsnet har forandret sig rigtig meget inden for de sidste 8-10 år. Og det vil fortsætte de næste mange år frem, siger Anders Kjærulff.

Ældre skal klare sig selv

Der skal mange millioner til at sikre velfærden for de ældre i fremtiden, men Anders Kjærulff understreger, at pengene ikke skal komme fra besparelser.

De ældre skal i højere grad klare sig selv i eget hjem.

 - Jeg tror, at det er vigtigt, at vi ændrer vores opfattelse af, hvordan og hvor meget det offentlige skal hjælpe i fremtiden, siger Kultur- og Sundhedsdirektør i Holstebro Kommune Anders Kjærulff.

Derfor vil kommunen i langt højere grad benytte sig af moderne teknologi som for eksempel robotstøvsugere.

Ældrebyrde i alle landsdelens kommuner

Det er ikke kun Holstebro Kommune, som bliver ramt af udfordringen på ældreområdet. Samlet set får landsdelens kommuner mellem 19 og 25 procent flere ældre i 2020.
 

Her kan du se, hvor mange personer der er +67 år i din kommune i 2020 sammenlignet med 2012: (i procent)

 

Favrskov Kommune: 34,5
Silkeborg Kommune: 32,8
Herning Kommune: 27,7
Holstebro Kommune: 26,3
Ikast-Brande Kommune: 28,2
Lemvig Kommune: 23,2
Ringkøbing-Skjern Kommune: 24,2
Skive Kommune: 23,1
Struer Kommune: 34,7
Viborg Kommune: 27,2
Thisted Kommune: 25,4
Morsø Kommune: 19,4

 

2:31