Overvågning: Flasketyve slap ikke afsted med pant for tusindvis af kroner

OPDATERET: En opmærksom Netto-medarbejder afslørede natten til torsdag to tyveknægte i Bjerringbro.

Politiblink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

De var ellers lige så godt i gang ved Netto på Grønnegade i Bjerringbro. To rumænske mænd på 38 og 49 år. De var hoppet hen over et plankeværk og i færd med at stjæle butikkens beholdning af pantflasker.

Hvad de ikke vidste var, at en medarbejder fra Netto sad hjemme og overværede det hele på overvågningsvideo. Så i samarbejde med en kollega kontaktede han politiet, mens de selv kørte ned til forretningen og holdt øje med tyveknægtene.

De to ansatte var også klar til at køre efter tyvene, hvis de skulle stikke af, før politiet nåede frem.

Men så galt gik det ikke. For to patruljer kom frem og anholdt begge to.

- Det var ikke muligt, hvis det ikke havde været for de to ansatte, forklarer vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Vagtchefen tilføjer, at flaskerne havde en værdi af adskillige tusinde kroner.

Den ene af de to personer er blevet fængslet i 72 timer, indtil han bliver udvist. Den anden bliver løsladt, når politiet er færdig med at afhøre ham.