Flammer koster dyrt

Den knastørre natur kan let blive en dyr affære i tilfælde af ildebrand.

Brand_brandmaend.jpg

Al natur i det midt- og vestjyske er meget tør. Det er derfor forbundet med stor brandfare ved brug af åben ild på alle måder. Det bliver der ofte set stort på af naturens gæster, og så kan det ende med at naturen står i flammer. Det kan blive en dyr omgang.

Det koster

Beredskabschef i Jammerbugt Kommune, Per Højris Vedsted, fortæller til Nordjyske.dk, at en enkelt udrykning løber op i 5.000-6.000 kroner. Men beløbet kan hurtigt blive meget større.

70.000 i timen

Beredskabet i Jammerbugt rykkede 15. marts ud til en brand i sommerhusområdet ved Rødhus Klit i Jammerbugt Kommune. Det udviklede sig, og til sidst var også Beredskabsstyrelsen i Nordjylland og Flyvevåbnet tilkaldt for at bekæmpe ilden.Den brand endte med at koste omkring 60-70.000 kroner i timen, fortæller Per Højris Vedsted til Nordjyske.dk.

Brand for 500.000

Tre dage senere blev beløbet endnu højere ved en brand i Tversted.145 mand rykkede ud fra ni forskellige nordjyske brandstationer og både Beredskabsstyrelsen i Thisted og Herning blev tilkaldt. Samlet pris lige under en halv million kroner.