Fl. Møller Mortensen: Drop kamp om transplantationer

Hovedstaden kan godt drømme om at få eneret på transplantationer. Men regionerne bestemmer ikke, fastslår S.

Flemming Møller Mortensen opfordrer regionerne til at opgive kampen om retten til at udføre transplantationer af hjerter, lunger og andre vitale organer.

Rigshospitalet i København håber på sigt at blive det eneste hospital i landet, der skal stå for at udføre transplantationer af hjerter, lunger og andre vitale organer, skriver Jyllands-Posten.

Og det kan hospitalet og Region Hovedstaden, som driver det, godt drømme om.

Men regionerne har ingen som helst indflydelse på, hvor ansvaret for forskellige behandlinger placeres, fastslår Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen.

- Det er en rivalisering mellem regioner. Men vi har politisk placeret ansvaret hos Sundhedsstyrelsen, der skal træfe beslutning med den højeste kvalitet for patienterne for øje, siger han til Ritzau.

Region Hovedstaden bakker ifølge Jyllands-Posten op om Rigshospitalets ønske. Men Flemming Møller Mortensen advarer regionerne mod at tro, at de kan påvirke en beslutning af den karakter.

- Jeg tror, det er et slag i nakken på dem selv, hvis de forsøger at virke manipulerende i de her sammenhænge. Det vil der ikke være forståelse for på Christiansborg, siger han.

/ritzau/