Fjernvarmeforbrugere frygter at blive stavnsbundet

3.632 ejendomme i Struer Kommune bliver formentlig tvunget til at blive i det lokale fjernvarmeselskab. Forbrugerne frygter monopol og dyre regninger.

I Struer frygter tusindvis af fjernvarmekunder at ende med høje fjernvarmepriser.
I Struer frygter tusindvis af fjernvarmekunder at ende med høje fjernvarmepriser.

På tirsdag bliver mere end 3500 ejendomme i Struer Kommune formentlig tvunget til at blive i det lokale fjernvarmeselskab. 

Flere forbrugere er dog bange for, at fjernvarmeselskabets monopol vil koste kunderne dyrt i fremtiden.

Sven Erik Munk Larsen fra Humlum er én af dem, der har svært ved at forstå, hvorfor han ikke selv må bestemme, om han vil være kunde ved Struer Forsyning.

- Jeg har jo set andre steder, at der kan komme ekstra regninger. Og så ved jeg jo ikke, hvad vi egentlig binder os til, siger han.

Når man skal lave fjernvarme, så kræver det et stort og dyrt forsyningsnet. Derfor er det vigtigt for Struer Forsyning, at alle er med. Og når de kan tvinge forbrugerne med, så skyldes det en såkaldt forblivelsespligt. Det sker blot en måned før, kommunerne ellers ikke længere må pålægge borgere at tilslutte sig det kollektive forsyningsnetværk, hvilket blev besluttet i et energiforlig 29. juni i år.

- Det handler om at sikre, at finansieringen af fjernvarmeforsyningen er på plads og kan blive ved med at være på plads, fortæller venstremanden Mads Jakobsen som formand for Struer Forsyning.

Fjernvarmeformand maner til ro

Men metoden er det afgørende. I Struer er mange forbrugere kede af, at de bliver tvunget til at være med. For hvad kan der ske i fremtiden, hvis nu forsyningsselskabet bliver opkøbt eller priserne stiger?

- Hvis vilkårene for fjernvarmeforsyning ændrer sig, så giver det her mulighed for at lave en kontrolleret nedlukning af det. Det sikrer mod, at alle kan flygte på en gang og efterlade sidstemand med regningen, lyder det fra Mads Jakobsen.

Forbrugernes repræsentant i Struer Forsyning mener, at alle skal være med - men at timingen er uheldig, og at der skal være mulighed for at komme ud igen.

- Hvis man skal investere i fremtiden, så er man også nødt til at have en sikkerhed for det. Men det kunne måske være en god ide at sætte en tidsbegrænsning på eksempelvis 20 eller 25 år, lyder det fra Martin Hulgaard, der er forbrugerrepræsentant ved Struer Forsyning.

Alt tyder på at byrådet i Struer på tirsdag stemmer for at alle forbrugerne har pligt til at blive i Struer Forsyning.

2:22