Fjernvarme-formand trækker sig

Der kommer ny formand for Viborg Fjernvarme. Gunnar Grangaard har besluttet at trække sig efter kritik.

Til den kommende generalforsamling vil formanden for Viborg Fjernvarme, Gunnar Grangaard, fortælle, at han træder tilbage.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

 - Jeg føler et ansvar for at få ryddet op i selskabet efter geotermiprojektet, og det er derfor, at jeg lod mig genvælge. Men nu tager jeg altså konsekvensen af den voldsomme kritik ved at gå på næste generalforsamling, og det samme gør Lene Christensen, siger Gunnar Grangaard til Viborg Stifts Folkeblad.

Per B. Jørgensen ny formand

Den nye formand for bestyrelsen bliver tidligere direktør i Midtjyske Medier Per B. Jørgensen.

Gunnar Grangaard lod sig genvælge som formand for bestyrelsen i sidste uge. Det skete til trods for, at advokat Carsten Fode kom med en markant kritik af bestyrelsens rolle i geotermiskandalen i Kvols.

Ville være fortsat

Gunnar Grangaard fortæller til Viborg Stifts Folkeblad, at han ville have fortsat i bestyrelsen, hvis bestyrelsen var blevet frikendt i undersøgelsen.