Fjern seks meter - så vil kirken godkende Enghavecentret

Enghavecentret i Holstebro kunne være blevet til noget, hvis tårnet på bygningen havde været seks meter lavere

Enghave

Det vakte stor debat, da Viborg Stift nedlagde veto mod planerne om et nyt stort butikscenter i Enghaven i Holstebro, fordi tårnet på bygningen ville blive højere end tårnet på byens kirke.

Men nu er der fundet et kompromis, og Økonomiudvalget i Holstebro Kommune er blevet orienteret om, at kirken vil acceptere tårnet, hvis bare det er en lille smule lavere.

Det skriver Dagbladet Holstebro

Op til 57 meter er i orden

Helt konkret vil kirken acceptere et tårn på op til 57 meter. Det er ni meter højere end kirketårnet - men seks meter lavere end det tårn, der blev nedlagt veto mod.

- Jeg er glad for, at kirken har indset, at der skulle findes et kompromis, så der kan bygges et tårn ved et center, siger Michael Ulsted, der er formand for Holstebro Handelsstandsforening, til Dagbladet Holstebro.

Bliver centret til noget?

Om det nye kompromis betyder, at lokalplanen for området endelig bliver vedtaget, er dog meget usikkert.

Endnu mere usikkert er det også, om der nogensinde kommer et storcenter i Enghaven, efter at hovedentreprenøren A. Enggaard har trukket sig fra projektet på grund af den manglende lokalplan.

- Det vigtigste er, at vi får etableret de ekstra 20-30 butikker i byen, som handelsstanden har sagt, at der er behov for. Det kan være ved Nørreport eller ved Enghaven, men det er vigtigt at holde fast nu, hvor der er et vindue åbent, siger borgmester H. C. Østerby til Dagbladet Holstebro.