Fjerkræslagteri giver underskud

Fjerkræslagteri giver underskud

HK Scans store slagteri i Vinderup ved Holstebro er en underskudsforretning for den finske ejer.

Finske HK Scan, der ejer fjerkræslagteriet i Vinderup, taber penge på det. Den finske koncernchef, Hannu Kottonen, sagde ved præsentationen af HK Scans halvårsresultat, at driftsindtjeningen er forbedret på alle områder - undtagen i Danmark. Det skriver Børsen.

HK Scan Danmark lukkede i april sit anlæg i Nordjylland og rykkede alle produktionsaktiviteter til Vinderup. Direktøren for den danske afdeling forklarer, at de arbejder efter en klar plan, der skal vende underskud til overskud:

- Vi er på en rejse, som ikke er overstået endnu. Vi forbereder vores cashflow, og vi følger planerne. Men hvornår vi regner med at komme til at tjene penge her i Vinderup, kan jeg som del af en børsnoteret koncern ikke sige noget præcist om, siger Anders Jeppesen Jensen til Børsen.

I 2014, da HK Scan Danmark endnu ikke havde samlet produktionen i Vinderup, faldt omsætningen med næsten 150 mio. kroner til under 1,5 mia. kroner, mens driftsresultatet blev et minus på 87 mio. kroner.

Men nu er forretningen omlagt, og det skal gerne give resultater på bundlinjen.

- I dag producerer vi færre frosne produkter og har en meget større andel af ferske produkter, hvor indtjeningen er bedre - betydeligt bedre. Men vi skal blive endnu bedre til de ferske produkter, hvor det, vi laver i dag, jo skal være i butikkerne i morgen, forklar HK Scan Danmarks direktør.

Fjerkræsslagteriet har været en del af finske HK Scan siden 2010. Inden da var slagteriet ejet af danske Rose Poultry.