Fjerkræslagteri ansætter i Vinderup

HKScan Denmark planlægger at lukke slagtningerne i sin afdeling i Nordjylland. Dermed bliver der brug for flere ansatte i Vinderup.

050115Fjerkraeslagteri.jpg

Fødevareproducenten HKScan Denmark, der blandt andet ejer fjerkræslagteriet i Vinderup, lægger op til at lukke sit slagteri i Skovsgaard i Nordjylland - og det vil betyde flere arbejdspladser i Vinderup.

Selskabet oplyser i en pressemeddelelse, at behovet for færre slagtninger gør det nødvendigt at tilpasse kapaciteten - derfor indleder virksomheden forhandlinger om at lukke for slagtninger, partering og udbening på afdelingen i Nordjylland.

Tilpasningen betyder, at der vil blive brug for cirka 10 færre funktionærer i Vinderup - til gengæld skulle der blive ansat yderligere 40 timelønnede i den vestjyske afdeling.

Administrerende direktør i HKScan Denmark, Anders Jeppesen Jensen, siger til tvmidtvest.dk, at virksomheden har valgt at beholde produktionen i Vinderup, fordi afdelingen her er større - og i øvrigt stort set nybygget efter den store brand i 2012.

Når ændringerne er trådt i kraft, vil HKScan Denmark har omkring 675 ansatte i Danmark - heraf 50 i Nordjylland, hvor man beholder pakkeriet.