Fiskeriformand: Historisk tobis-år

Fangsten af industrifisken tobis har overgået alle forventninger

Den vigtige industri-fisk tobis er landet i et hidtil uset omfang i år
Den vigtige industri-fisk tobis er landet i et hidtil uset omfang i år

Det vigtige fiskeri efter industrifisken tobis har været historisk godt i år. Det siger en tilfreds formand for Thyborøn Havns Fiskeriforening, Kurt Madsen, i kølvandet på de seneste sløje sæsoner.

Siden 1. april har de vestjyske industrifiskere landet den ene store tobis-last efter den anden, og er dermed tæt på at have fisket den samlede kvote på 458.000 tons op.

- Det er meget usædvanligt, at vores medlemmer er kommet hjem med fyldte lastrum efter hver eneste rejse. Men, det har været situationen i år, konstaterer Kurt Madsen.

Normalt stopper fiskeriet efter tobis omkring Skt. Hans, men der er stadig fisk at fange. Derfor forventer Kurt Madsen at fiskeriet fortsætter nogle uger ind i juli.

Fiskemelsfabrikkerne melder da også fortsat om landinger på højt niveau. I uge 24 modtog TripleNine i Thyborøn, sammen med FF Hanstholm og FF Skagen således godt 28.000 tons tobis.   

Eneste malurt i bægeret har været de faldende priser på tobis, som i forhold til 2015 og 16 er halveret til 1,05 kr. pr. kilo.

Prisreduktionen skyldes overproduktion af fiskemel og -olie på verdensmarkedet.  

- Det betyder, at den samlede økonomiske gevinst for fiskerne ikke bliver så stor som ønsket. Men, det kan vi næppe tillades os at klage over, når fangsterne trods alt har været så gode, slutter Thyborøn-fiskerne formand, Kurt Madsen.