Fiskeriformand: - Det er hammer irriterende, at vi har set ud som forbrydere

Alle Folketingets partier indgår en aftale om fiskekvoter med skærpede regler, øget kontrol og sanktioner.

Kurt Madsen har set frem til, at detaljerne i en ny fiskeriaftale skulle komme på plads.
Kurt Madsen har set frem til, at detaljerne i en ny fiskeriaftale skulle komme på plads.
Foto: Casper Roslyng, TV MIDTVEST

Strammere regler, øget kontrol og skærpede sanktioner.

Det er det, der skal forhindre, at såkaldte kvotekonger sætter sig på en stor andel af fiskerikvoterne.

Aftalen har været undervejs siden august, hvor Rigsrevisionen og Statsrevisorerne kritiserede Miljø- og Fødevareministeriets forvaltning af fiskekvoter siden 2003.

Formand for Thyborøn Havns Fiskeriforening, Kurt Madsen, har set frem til at få aftalen på plads.

- Forhåbentligt giver det her ro på i dansk fiskeri. Vi håber, det er et punktum i debatten, siger han og tilføjer:

- Jeg har det godt med, at det er faldet på plads, og at vi forhåbentligt kan få noget arbejdsro og noget troværdighed tilbage. Det er hammer irriterende, at vi har set ud som forbrydere.

Uro i maven

Men selvom Kurt Madsen er glad for, at rammerne nu er på plads, så er der stadig en lille bekymring tilbage.

- Selve aftalens detaljer skal på plads. Jeg har lidt uro i maven, men ellers er det, som forventet. Jeg kan endnu ikke helt sige, hvordan det præcist rammer, fordi der er ting, der er lidt uafklarede.

Hidtil har alene det formelle ejerskab af en kvote talt med i en fiskers kvoteregnskab. Det ændrer aftalen, så også den indflydelse, fiskere uformelt har gennem andre fiskere, tæller med i regnskabet. Det kan betyde, at nogle kvotekonger må sige farvel til deres kvoter.

Kurt Madsen er ikke klar over, hvor mange fiskere, der vil blive nødt til at skulle afgive kvoter.

- Det vil altid ramme nogen. Stramninger er til for at ramme nogen. Vi må håbe, at der kommer en fornuftig afvikling, så det går rimeligt for sig, hvis der er nogen, der har for meget, siger han.

Nyt rejsehold

Under Fiskerikontrollen oprettes et rejsehold, hvor specialister skal føre kontrol med, at reglerne bliver overholdt. De skal blandt andet kontrollere pengestrømme og ejerskab af kvoterne.

- Endelig indfører vi markant skrappere sanktioner. Det vil sige, at hvis man snyder, opdager vi det. Og det vil blive sanktioneret, så det kan mærkes, siger Karen Ellemann til Ritzau.

Snyd resulterer i bøder.

Aftalens elementer implementeres løbende næste år. Den forventes fuldt implementeret 1. januar 2019.