Fisker var forsvundet i Hanstholm

Dykker har siden middag ledt efter en forsvundet fisker, men han er nu fundet i god behold.

Hanstholm Havn

Søndag kort før middag fik politiet en anmeldelse om, at en sømand var forsvundet i Hanstholm Havn.

Ifølge vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi kom manden meget beruset hjem fra en bytur omkring kl. 05.30 søndag morgen. Han sendte en sms til kaptajnen om, at han var kommet hjem.

- Kaptajnen skulle have fat i ham igen omkring middag, men der var han forsvundet fra sin kahyt, siger Anders T. Olesen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Der var risiko for, han var druknet, og derfor blev der sendt dykkere ud for at lede efter ham. Men han er nu fundet i god behold.

- Han havde behov for noget frisk luft og var derfor gået en tur. Han så politi på havnen, blev bekymret og turde derfor ikke melde sig, siger Anders T. Olesen.

Den udenlandske fisker var fra en belgisk kutter.