Fiskekutter på kollisionskurs mod bro - tre fiskere evakueret

Tre Thyborøn-fiskere er onsdag formiddag blevet evakueret fra en fastfrosset fiskekutter i Limfjorden.

Kutteren risikerer at ramme broen.
Kutteren risikerer at ramme broen.
Foto: Mogens Jørgensen

OPDATERET: En fiskekutter er onsdag middag sejlet ind i Aggersundbroen. Broen var lukket i flere timer, mens myndighederne afventede fiskekutterens kurs. Først klokken 12.35 er der igen blevet åbnet for trafik.

Tre fiskere er onsdag formiddag blevet evakueret fra deres kutter, som er på kollisionskurs mod Aggersundbroen.

Det meddeler Forsvaret.

Kutteren var på vej mod Thyborøn, da det gik galt. Den er fanget i noget drivis og kan derfor ikke navigeres ordentligt. Derfor vurderede man fra Forsvarets side, at det var nødvendigt med en evakuering.

- Kutteren var desværre ikke mulig at nå med båd, så vi satte en helikopter i luften og fik fiskerne reddet i land. De har det efter omstændighederne godt. Men kutteren flyder videre, siger pressevagt hos Forsvaret, Søren Lindhardt.

Derfor er der risiko for, at fiskekutteren bliver slået til pindebrænde på bropillerne.

- Men der er også en mulighed for, at den driver igennem, siger Søren Lindhardt, der på nuværende tidspunkt ikke ved, hvor fiskerne er blevet bragt hen efter evakueringen.

På grund af kollisionsfaren er Aggersundbroen spærret på ubestemt tid, meddeler Vejdirektoratet. 

 
 
Foto: Vejdirektoratet

Skipper ville blive om bord

Fiskerne og kutteren hørte hjemme i Thyborøn, og det var også her, de var på vej tilbage til, da de blev fanget af en tætpakkede is på Limfjorden.

For skipper Søren Sund var det ikke nogen fornøjelse at blive hevet i land med en helikopter.

- Jeg skulle med op. Jeg ville gerne være blevet om bord, siger Søren Sund, der er ked af situationen, til TV2 Nord.

Han håbede nemlig, at han og kutteren kunne komme ud i åbent vand igen ved broen, så han kunne styre uden om bropillerne.