Fire tyve taget på fersk gerning - på taget

Fire rumænske tyve blev i nat taget på fersk gerning, da de var i færd med at bryde ind gennem taget i elektronikforretningen Power i Herningcentret.

Politiærme og håndjern
Foto: Flemming Christensen

Fire rumænere på 38 og 39 år blev i nat 01.45 anholdt af en patrulje, da de var i færd med at bryde ind gennem taget hos elektronikvarehuset Power i HerningCentret. 

Med samme fremgangsmåde har tyve den seneste tid haft held med tyveri hos to andre Power-forretninger, og derfor kobler Midt- og Vestjyllands Politi nu de to indbrud sammen med nattens forsøg.

- Vi mener at kunne påvise en forbindelse med to lignende indbrud hos samme elektronikkæde i Aarhus og Holstebro. Her er de sluppet af sted med elektronikudstyr for et anseeligt beløb, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Bjarne Askholm. 

Han vurderer, at der ved de to tidligere indbrud er stjålet for over en million kroner. De fire rumænere blev pågrebet, inden de fik brudt gennem taget. Men de blev anholdt i besiddelse af forskelligt udstyr til at fire ting op og ned gennem taget. 

De fire rumænere er blevet afhørt med tolk, og politiet har sikret sig deres to køretøjer - en Audi og en autocamper på rumænske plader. De fire rumænere er blevet varetægtsfængslet indtil 11. januar, mens politiet forsøger at forbinde dem med de to andre indbrud. 

Flere cykelforretninger i det midt- og vestjyske har i år været plaget af millionindbrud, hvor tyve har brugt samme fremgangsmåde med at komme ind gennem taget.

Både Power i Holstebro og Herning er åbnet i 2017. Her er det et indslag fra åbningen i Holstebro i maj: 

1:33
1500 kunder i kø til åbningen af Power i Holstebro. Freja Jensen stod forrest - og der havde hun stået i 19 timer.