Fire rumænere anholdt for tyveri i flere byer

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Fire rumænere anholdt for tyveri i flere byer

Efter et par tyverier blandt andet fra en 70-årig kvinde i Silkeborg, har politiet anholdt fire rumænere.

Først var de på spil i Silkeborg, senere på dagen rykkede de til Viborg, hvor de blev anholdt.

Torsdag eftermiddag anholdt politiet i Viborg fire rumænere, efter tre mænd var set opføre sig mistænkeligt, da de forsøgte at stjæle fra en mand i Viborg. En fjerde holdt i nærheden i en bil og ventede på dem.

Tidligere på dagen var rumænerne på spil i Silkeborg. Omkring kl. 12 stjal de en pung med hævekort og 3500 kr. i kontanter fra en 70-årig kvinde ved Menu på Borgergade i Silkeborg.

Tyveriet blev anmeldt, fordi flere havde set to mænd og en kvinde opføre sig mistænkeligt i nærheden af kvinden.

To af de anholdte i Viborg blev genkendt som to af tyvene fra Silkeborg.

- De har været her et stykke tid og har måske flere tilfælde bag sig. Der er tale om en herboende rumæner og tre uden adresse i Danmark, siger Flemming Just, politiassistent hos lokalpolitiet i Silkeborg.

De fire rumænere bliver fremstillet i grundlovsforhør senere i dag fredag.