Fire måneders fængsel for diskoteksvold

En 22-årig mand fra Holstebro blev onsdag idømt fire måneders ubetinget fængsel for grov vold på et diskotek i oktober.

En 22-årig mand fra Holstebro fik i dag fire måneder ubetinget fængsel i en sag om grov vold ved retten i Holstebro.

- Det var efter vores opfattelse lige i underkanten med de fire måneder, siger anklager Peter Adamsen. Han vil nu læse dommen grundigt igennem og overveje, om dommen skal ankes.

Den 22-årige mand med somaliske rødder var natten til søndag den 7. oktober på et diskotek i Holstebro, hvor han tilsyneladende uden grund gik amok på tre mænd, hvoraf den ene var hans ven, og overfaldt dem med slag og spark.

På fri fod igen

Onsdag blev han løsladt efter dommen var afsagt og må vente på at afsone resten af sin straf til et senere tidspunkt.

Det var et anonymt tip, der ledte politiet på sporet af den unge mand - anmelderen mente at kunne genkende den 22-årige på de overvågningsbilleder, som efter overfaldet blev vist på TV/MIDT-VEST.

Den 22-årige modtog dommen.