Polsk mand fik grove tæsk: Fire mænd opsøgte ham i eget hjem

Politiet har anholdt to mænd i sagen. De to øvrige gerningsmænd er fortsat på fri fod.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 52-årig polsk mand blev tirsdag aften passet op af fire landsmænd på sin adresse på Sandagervej i Herning, som gav ham gedigne tæsk.

Det fortæller Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning.

- Han har fået en masse slagskader efter knytnæveslag og spark. Han har fået nogle blå øjne, en hævet næse og nogle trykkede ribben.

- Der er også blevet taget kvælertag på ham i en grad, så han besvimede, forklarer Henning Præstegaard.

Det er uklart, hvorfor de fire mænd opsøgte den 52-årige. 

To mænd anholdt

Episoden blev anmeldt til politiet ved 22-tiden tirsdag aften. To af de fire gerningsmænd, en far og en søn på 51 og 20 år, blev anholdt klokken 04.00, efter at være blevet udpeget af ofret selv.

De to øvrige slagsbrødre ved politiet endnu ikke meget om.

I løbet af formiddagen skal politiet have afhørt de anholdte mænd med hjælp fra en tolk.

Den 52-årige blev kørt til tjek på sygehuset, som han er udskrevet fra igen.