Fire mænd brød ind i sportsforretning

Knuste stor butiksrude og forsvandt med sorte sække fyldt med jakker.

HolstebroNaerSkilt.jpg

Der forsvandt jakker for omkring 40.000 kroner, da sportsforretningen Sportigan på Lille Torv i Nykøbing havde ubudne gæster klokken 3 natten til fredag.

- Tyvene gik efter mærkevarer som Helly Hansen, Adidas og Haglöfs. Det er selvfølgelig enormt irriterende, men det har også været et stort arbejde at rydde op efter indbruddet. Tyvene knuste en af de store butiksruder, og der var næsten glasskår overalt, fortæller indehaveren af butikken, Claus Sørensen.

Politiet oplyser, at der var fire mænd om indbruddet. Efter at have knust ruden løb mændene ind i butikken, og et par minutter senere kom de ud med sorte plasticsække på ryggen. Et vidne, der stod i nærheden af butikken, har fortalt politiet, at mændene talte dansk sammen, og de kørte fra stedet i en grålig bil, muligvis en Toyota.