Fire lejligheder evakueret efter brand

I nat blev fire lejligheder i Bedsted evakueret efter en påsat brand. Ingen kom til skade ved branden.

falckild.jpg
Foto: arkivfoto

En brand i en scooter betød, at fire lejligheder på Thylandsgade i Bedsted i nat måtte evakueres. Branden gav store skader op af væggen, men ingen kom noget til.

Branden startede ved at en scooter, der stod op af væggen, blev sat i brand. Flammerne fra scooteren tændte ild i et elskab på ydersiden af huset og bredte sig til de fire elmålere, der hører til lejlighederne. 

Klokken 00.50 blev beboerne i lejligheden evakueret, fordi brandmyndighederne frygtede, at hele huset ville bryde i brand. Det skete heldigvis ikke, og beboerne er nu tilbage i lejligheden.

Politiet har en idé om, hvem gerningsmanden er, men har ikke anholdt nogen for ildspåsættelsen.