Fire hunulve i Jylland

Fire hunulve er nu dokumenteret i Jylland. Der er DNA-spor fra hunulve i både Thy og Midtjylland. Samtidigt er der samme steder fundet hanulve-DNA. Danskfødte ulve kan komme til verden allerde denne sommer.

ulve3.1.jpg

For en lille måneds tid siden blev de første hunulve i Danmark dokumenteret. Nu har yderligere DNA-undersøgelser foretaget af Aarhus Universitet påvist, at der har været mindst fire forskellige hunulve på spil, skriver Naturhistorisk Museum i en pressemeddelelse.

De fire hunulve er fundet i områderne Thy, Midtjylland og Sydjylland.

Danske ulvehvalpe på trapperne

De fire dokumenterede hunulve øger sandsynligheden for at der vil komme danskfødte ulve allerede denne sommer.

- Der samme steder også er fundet DNA-spor efter hanulve, så hermed er der basis for, at Danmark i denne sommer kan få de første dokumenterede ulvehvalpe, siger Seniorforsker Liselotte Wesley Andersen, der har foretaget analyserne. 

Af hensyn til eventuel yngel vil forskerne ikke nærmere præcisere, hvor fundene er gjort.

Ulveforsker får nye midler

Naturhistorisk Museum i Aarhus har i samarbejde med Aarhus Universitet netop modtaget yderligere midler fra 15. Juni Fonden til ulveundersøgelser.

- Museet er meget taknemmelig for, at fonden, som har støttet ulveundersøgelserne de seneste to år, også fremover vil finansiere formidling og forskning, herunder videreførelse af DNA-ulveregisteret. Vi kan derfor fortsætte vores oplysningsarbejde, og vi er parate til at modtage henvendelser og prøver fra offentligheden, både fra enkeltpersoner, grupper og organisationer, siger seniorforsker Thomas Secher Jensen udtaler

Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum har i forbindelse med ulveundersøgelserne udvidet den eksisterende forskergruppe. Forskergruppen vil med udgangspunkt i det nationale DNA-register over ulve, som er ved at blive opbygget i tæt samarbejde med forskere fra Tyskland og Polen, hvor ulvene kommer fra, igangsætte forskningsprojekter om ulve og betydningen af deres genindvandring for den danske natur.