Fire brande efter lynnedslag

Et voldsomt uvejr har fredag morgen ramt Midt- og Vestjylland. Fire brande er opstået efter lynnedslag

Brand,_brandmaend.jpg

10.125 lynnedslag. Så mange har fredag morgen ramt Danmark - i sær Midt- og Vestjylland, Sydjylland og Fyn.

Fire steder her i landsdelen var lynnedslagene årsag til brand.

Sommerhus og skorsten

Klokken 4.06 slog et lyn ned i et skur ved et sommerhus i Vostrup ved Tarm. Skuret udbrændte - mens selve sommerhuset ikke kom til skade.

Klokken 4.59 slog lynet ned i en skorsten på Trekløvervej i No ved Ringkøbing. Ilden fik hurtigt fat i tagkonstruktionen, og 1. etagen af huset udbrændte.

Huset bruges til almindelig beboelse, men ingen mennesker var til stede i ejendommen, da branden opstod.

Købmand og garage

Klokken 5.10 slog lynet ned i en eltavle på Viborgvej i Herning, og startede en brand i en købmandsbutik.

Der udbrød brand i kælderen, som resulterede i en del sodskader i selve butikken. I følge ejeren af forretningen, vil der gå en del tid, før forretningen er klar til genåbning.

Klokken 7.04 slog lynet ned i en garage på Kjellerupvej i Kjellerup. Garagen og en bil udbrændte.

Lyskryds

Flere lysreguleringer blev også ramt af lynnedslag.

En lysregulering i krydset mellem Ringvejen og Rasmus Færchs Vej i Holstebro, og en lysregulering på Hammerum Hovedgade ved jernbaneoverskæringen slog ud.