Fire borgmestre kan ryge ud

Kommunalvalget i 2013 kan blive en katastrofe for de socialdemokratiske borgmestre. De dårlige meningsmålinger på landsplan kan koste fire midt- og vestjyske borgmestre jobbet.

Lauge-Larsen.jpg

De socialdemokratiske borgmestre i Silkeborg, Struer, Holstebro og Morsø kommuner kan se frem til et svært valg, når de i efteråret 2013 står over for vælgerne. I dagbladet Politiken giver kommunalforskere udtryk for, at kommunalvalget næste år bliver en katastrofe for socialdemokraterne, fordi socialdemokratiet klarer sig dårligt på landsplan netop nu.

- Socialdemokraterne og SF kommer til at gå fra et kæmpe succesvalg til et kæmpestort fiaskovalg. Selv hvis det på landsplan går frem for dem fra nu af, vil de få et stort tab i antallet af borgmesterposter, siger kommunalforsker Roger Buch til Politiken.

Det er ikke sjovt

Borgmester i Morsø kommune Lauge Larsen har kun et mandats flertal, og er altså en af de borgmestre der hænger i en tynd tråd.

- Jeg skal ikke miste meget af mit bagland hverken hos mit eget parti eller hos SF før det bliver svært, så det er selvfølgelig ikke så rart at høre midt om sommeren. Men det kommer ikke bag på mig, for vi har stået skidt i meningsmålingerne, siger Lauge Larsen.

Ved sidste kommunalvalg i 2009 fik S og SF tilsammen 45 procent af stemmerne. De seneste meningsmålinger viser at partierne lige nu støttes af 26 procent af vælgerne. Lauge Larsen håber at det lokale arbejde er stærkt nok til at overvinde de dårlige indtryk landspolitikerne har efterladt.

- Det handler først og fremmest om det lokale. Det at der er styr på økonomien i kommunen, og arbejdsløshenden ikke er specielt høj. Det er det folk i stor udstrækning stemmer efter, siger Lauge Larsen.

Lynghøj: Ikke bekymret

Struers borgmester Niels Viggo Lynghøj er også socialdemokrat. Han mener i modsætning til Lauge Larsen ikke, at man kan bruge de nuværende meningsmålinger til at sige noget som helst om kommunalvalget.

- Det er da en flot forudsigelse. Men det, synes jeg, er fuldstændig umuligt at sige noget om på nuværende tidspunkt. Der er jo ikke valg nu, siger han og tilføjer:

- Når vælgerne skal tage stilling til, hvem der skal stå i spidsen for kommunen, så er det ikke så meget det landspolitiske, de lader sig påvirke af. De ser, hvad der er sket i deres kommune, og så vurdere de, om de er tilfredse med den ledelse, der er i kommunen.

Se hele interviewet med Lauge Larsen herunder:

2:25