Fire anholdt for indbrud i værtshus

Politiet fandt stjålet vekselautomat i en bil ved banegården i Viborg.

Fire mænd blev natten til torsdag anholdt og sigtet for et indbrud i baren Club 21 på Vesterbrogade i Viborg.

Lokalpolitiet i Viborg oplyser, at indbruddet skete klokken 03.51. De ubudne gæster kom formentlig ind ved at dirke en lås op, og herefter brød de en spilleautomat op og forsvandt med en vekselautomat.

Barens indehaver har i de seneste dage bemærket en gruppe mænd, der har spillet meget i barens spilleautomater - og en personbil, der holdt uden for. Politiet valgte derfor at aflægge bilens ejer, en 43-årig mand fra Viborg, et besøg.

Han kunne ikke redegøre for, hvor hans bil befandt sig, men politiet fandt senere frem til den ved banegården, og det viste sig, at den stjålne vekselautomat var gemt i bilen.

Bilens ejer og to nordjyske mænd, der var på besøg i hans lejlighed, blev anholdt og sigtet i sagen. Og det samme blev en tredje nordjysk mand, der kom til lejligheden senere på morgenen.

Politiet regner med, at de fire mænd vil blive løsladt efter endt afhøring. De er dog stadig sigtede i sagen.