Fint besøg på Vestjysk Sports- og Terrænrideklub

Politiassistent og træner for Politiets Ryttersektion Kristian Madsen var i weekenden på besøg hos rideklubben i Bækmarksbro.

Alle pladser til weekendens arrangement blev revet væk. Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

I weekenden har rideklubben Vestjysk Sports- og Terrænrideklub i Bækmarksbro haft besøg af Kristian Madsen, der er politiassistent og træner for Politiets Ryttersektion.

Læs også Cathrine Dufour på hjemmebane: Overbevisende sejr med hesten Bohemian

Kristian Madsen var tilkaldt for at undervise klubbens medlemmer i miljøtræning.

- Jeg kan prøve at lære dem, hvordan man får hesten til at forholde sig nogenlunde roligt i de ubehagelige situationer, som hesten bliver budt, siger han.

Weekenden havde til formål at lære både hest og rytter at blive mere modstandsdygtig overfor uforudsigeligheder, der kan opstå i den daglige ridning.

En glad arrangør

Maja Flarup har arrangeret arrangementet for Vestjysk Sports- og Terrænrideklub, og begejstringens over weekendens forløb er til at få øje på. 

- Jeg synes, det er gået over al forventning. Der har været en kæmpe opbakning både før og under, siger Maja Flarup.

- Det har været super seje og modige heste og ryttere, der har udfordret og udforsket deres egne grænser, og det er bare helt fantastisk, fortsætter hun. 

Også Kristian Madsen synes, at weekenden har været en succes. 

Læs også Rideklub fejrer: Endelig fri for hesteherpes

- De har været rigtig gode til at omsætte det, jeg siger, og gøre, hvad jeg siger, og det er ikke altid så let, siger han.

Både arrangør Maja Flarup og træner for Politiets Ryttersektion Kristian Madsen synes, at de deltagende hold har undergået en stor udvikling.

- Bare på den ene time hvert enkelt hold er inde, kan vi se en kæmpe udvikling fra de kommer ind og er meget nervøse og forsigtige til de pludselig bliver rigtig modige og tør nogle ting, siger Maja Flarup. 

Pladserne til weekendens hold blev alle hurtigt besat.