Finanschef: I dag bliver alle lidt fattigere

Det var travlt fra morgenstunden af i Ringkjøbing Landbobank. Det britiske nej til fortsat medlemskab af EU havde stor indflydelse på aktiekurserne.

Det gav stor travlhed hos aktiehandlerne, at briterne torsdag stemte nej til at fortsætte deres medlemskab i EU. I Ringkjøbing Landbobank var der stor travlhed, fordi det europæiske aktiemarked faldt med næsten 10 procent fra morgenstunden af på grund af valget i Storbritannien. 

Det er meget sjældent, vi ser så store udsving, som dem vi har set ved åbningen af markedet i dag

- Det bliver en travl dag, der kommer mange spørgsmål. Der er ingen tvivl om at folk, der på den ene eller anden måde er involveret i finansmarkedet, vil stille os spørgsmål om, hvad strategien skal være fremadrettet, siger finanschef ved Ringkjøbing Landbobank, Sten Erlandsen.

De store fald i aktiekurserne fra morgenstunden er ifølge finansdirektøren historiske.

- Det er meget sjældent, vi ser så store udsving, som dem vi har set ved åbningen af markedet i dag, siger han.

I dag taber alle penge

Hvis man gik med tanker om at sælge sine aktier, så er det ikke i dag, man skal gøre det, lyder rådet fra Sten Erlandsen.

- Alle, der har aktier, bliver en smule fattigere i dag, det er der ingen tvivl om. Men det er jo heller ikke nødvendigt at gå ud og sælge sine aktier i dag. På lang sigt kan tingene jo rette sig igen, siger finanschefen. 

Han påpeger dog også, at det er i situationer som denne, at dygtige aktiehandlere kan tjene mange penge, hvis de formår at vurdere aktiemarkedet korrekt. 

- Der er mange penge at tabe, men der er også rigtig mange penge at vinde, hvis man gør det rigtige, siger Sten Erlandsen. 

01:10

Hør finanschef ved Ringkjøbing Landbobank, Sten Erlandsen fortælle om situationen i aktiemarkedet efter brexit. 

Luk video