Final 4: Bitter stod i vejen for Skjern

Landsholdsmålmanden Johannes Bitter leverede en præstation i verdensklasse for Hamburg - og så tabte Skjern semifinalen ved EHF-Cuppens Final 4.

160515SkjernHaandbold.jpg

Skjern Håndbold missede muligheden for at vinde EHF Cuppen efter et nederlag til tyske HSV Hamburg i semifinalen. Den tyske storklub vandt 27-23 i opgøret, der blev spillet ved et Final 4-stævne i Berlin.

På forhånd var Skjern svagt undertippet, og det danske hold havde også sine vanskeligheder ved at matche det fysisk stærke HSV-forsvar.

Til gengæld leverede de grønblusede en stærk fight, og holdet lod sig ikke slå ud i de perioder, hvor det så ud til, at HSV var på vej til at køre danskerne over.

En uhyre stærk målmandspræstation fra HSV's Johannes Bitter var dog stærkt medvirkende til, at kampen ikke for alvor blev spændende.

Indledningsvis havde Skjern svært ved at finde rytmen angrebsmæssigt, og den tyske aggressivitet forårsagede uvant mange fejlafleveringer fra Skjern, der ellers har været rimelig driftsikre i DM-slutspillet, hvor holdet er i semifinalen.

Verdensklasse af Bitter

I Skjern-målet var der ikke mange redninger at hente, og efter 16 minutter havde HSV scoret på 10 af sine 11 skud.

Ved stillingen 12-7 til HSV var Skjern ved at blive knockoutet allerede i første halvleg, men det danske hold holdt sig inde i kampen med pausestillingen 14-11 i Hamburgs favør.

Spænding blev der dog ikke noget af. Den tyske landsholdsmålmand Johannes Bitter fandt absolut verdensklasse frem i målet, og trods mange åbne chancer scorede Skjern kun fire mål i løbet af anden halvlegs første 17 minutter.

Derfor var kampen om finalepladsen reelt afgjort ved stillingen 15-21, selv om Skjern havde fået bedre fat i forsvaret. I et sidste desperat forsøg forsøgte Skjern at gå helt frem på tyskerne i forsvaret, men heller ikke det fik skabt ravage, og tyskerne vandt sikkert kampen 27-23.

Skjern spiller bronzekamp søndag. Modstanderen bliver taberen af semifinalen mellem slovenske Gorenje Velenje og hjemmeholdet Füchse Berlin. /ritzau/