Filosofi skal hjælpe ansatte på hospice

Simon Berg skal i sit filosofispeciale skrive om de vanskelige og dybe patientsamtaler, som personalet står med.

Simon Berg

Ansatte på hospicet Anker Fjord ved Hvide Sande gav for tid tilbage udtryk for, at de svære og dybe samtaler med patienter var en udfordring for dem. 26-årige, Simon Berg, der er filosofistuderende skal skrive sit kandidatspeciale på hospicet, hvor han håber på at kunne give personlet brugbare redskaber til at håndtere samtalerne.

- I mit speciale arbejder jeg med, hvordan man som ansat kan bruge filosofien i det daglige arbejde med patienterne. Samtalerne kan handle om det liv, de har levet, og det de har sat pris på. Og ikke mindst hvorfor livet har været meningsfuldt, siger Simon Berg.

Gennem tre år har hans vejleder Finn-Thorbjørn Hansen arbejdet med et forskningsprojekt på hospicet med fokus på personalets tilgang til filosofiske samtaler med patienter og pårørende. Det er dét emne, Simon Berg nu skriver speciale om. Han er bevidst om, at han er tilstedeværelse skal være til gavn for personalet og patienterne.

- Til at starte med handlede det om at komme herned og observere. Det lyder måske meget passivt, men det var for at få en ide om, hvad der kunne være interessant for mig at arbejde med, men også hvad sådan et sted kan have brug for, så jeg ikke kommer med unødige ideer og tanker.

Filosofien hjælper
Musikterapeut på Anker Fjord Lone Bech Leuchtmann er glad for de redskaber, som filosofien har givet hende i det daglige arbejde.  

- Ud fra musikken, som jeg arbejder med, synes jeg, det har givet mig et større blikfelt til at tage samtaler, som handler om eksistens, tro og ikke bare at se mennesket ud fra en kasse som eksempelvis politik eller religion. Her kan filosofien hjælpe mig med at se på det hele menneske.

Simon Berg drømmer om, at hans resultater på Anker Fjord vil kunne bruges på sygehuse, plejehjem og hospicer i fremtiden.