Tyve stjal for en halv million: Antikhandler udlover dusør

Tre unge tyve tømte antikhandel for sølv og stak af i en lille bil.

Det var blandt andet disse skeer, der forsvandt under indbruddet i Dalsgaard Antik i Dommerby,
Det var blandt andet disse skeer, der forsvandt under indbruddet i Dalsgaard Antik i Dommerby,
Foto: Dalsgaard Antik

Der forsvandt ikke mindre end omkring 3000 effekter til mindst en halv million kroner, da der natten til søndag den 8. oktober var indbrud i Dalsgaard Antik i Dommerby ved Skive. 

Derfor har butikkens indehaver, Anna Margrethe Tovgaard, valgt at udlove en dusør på 10.000 kroner til den eller de, der kan hjælpe med at opklare sagen.

- Vi vil jo gerne have vores ting tilbage, og så synes vi også, at de skal straffes for at gøre sådan noget, siger Anna Margrethe Tovgaard til tvmidtvest.dk.

Tyvene kom ind ved at smadre en rude, og herefter forsynede de sig al butikkens sølvtøj og sølvplet - samt en del smykker og lysestager.

- De gik meget målbevidst til værks. Det tog kun tre minutter, så jeg er overbevist om, at de tidligere har været inde i butikken for at se på varerne, siger indehaveren.

Tre unge, dansktalende personer - hvoraf den ene muligvis var en pige - blev set køre fra stedet i en lille bil. De kørte ad Stårupvej i retning mod Stårup. Indbruddet skete klokken 02.56.

Anna Margrethe Tovgaard modtager gerne oplysninger i sagen på telefon 29 91 31 53.

1:30
Anna Margrethe Tovgaard fortæller her, hvorfor hun har valgt at udlove en dusør.