Fibernet: Kommuner angriber regeringen

Politikere fra tre vestjyske kommuner angriber regeringen, fordi energiselskabet Jysk Energi har stoppet udrulningen af fibernet i området.

Energiselskabet Jysk Energi har stoppet udrulningen af fibernet i Lemvig, Struer og Holstebro Kommune. Det efterlader områder i de tre kommuner stort set helt uden internet, og det får dem nu til at rette kritik mod regeringen.

- Fiberbredbånd er en nødvendighed for, at man kan både bo og drive virksomheder i landdistrikterne, siger Martin Hulgaard (K), viceborgmester i Struer Kommune.

- Jeg synes, det er et problem i det hele taget for vores bosætninger og de virksomheder, vi har til at ligge i kommunen. Og hjemmearbejdspladser, siger Dorthe Pia Hansen (S), næstformand i Udvalget for Erhverv og Turisme i Holstebro Kommune.

Burde være et lovkrav

I dag bestemmer private selskaber som Jysk Energi selv, om de vil udrulle fibernet. Men det er helt forkert, mener politikerne i de tre kommuner og kræver handling af regeringen.

- Det burde jo for mange år siden have været et lovkrav, siger Jørgen Nørby (V), 2. viceborgmester i Lemvig Kommune.

Men kritikken preller af på Nørbys partifæller i regeringen. Venstres landdistriktsordfører sender aben direkte tilbage til kommunerne.

- Så er det kommunernes opgave at sikre bredbånd til sine lokalsamfund, hvor man jo ellers har sit virke som kommune, siger Thomas Danielsen (V), landdistriktsordfører.

Pengelån af staten

Ringkøbing-Skjern Kommune har allerede lånt penge af staten for at sikre ordentligt internet overalt. Men den udgift har de indtil videre sparet i Struer, Holstebro og Lemvig.

- Det kan blive nødvendigt, at vi siger, at når det ikke er de store selskaber, der har forpligtigelsen til det, må vi selv tage over, og så bliver det for skatteydernes penge, siger Jørgen Nørby.

Regeringen vil kun hjælpe i helt særlige tilfælde.

- Statens opgave er at sikre en bredbåndsfond til de husstande, som ligger langt væk fra alting, og hvor man ville få nogle enorme regninger for en bredbåndsforbindelse, siger Thomas Danielsen.

Hvornår fonden bliver til noget er uvist.