Ferrari-Steen: Det halve af en bil er jo lyden

Ferrari, Porsche og Rolls Royce er blot nogle af de biler, Steen Hansen har fingrene i.

Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Steen Hansen fra Nøvling, uden for Vildbjerg, er bidt af biler og hestekræfter af den helt dyre slags.

I 40 år har han haft et utal af verdens fineste biler fra det meste af Europa forbi sit autoværksted i Nøvling.

- Nu er vi jo vestjyder, men vi er vist ret gode, tror jeg, siger Steen Hansen.

Når Steen kaster sig over reparationerne, er hans vigtigste redskaber en træhammer og en sandsæk - og sådan har det altid været.

- Vi kan godt lide de der håndværks ekstremer. Det brænder vi for, fortæller Steen Hansen, da TV MIDTVEST besøger ham på det værksted, hvor han bruger langt de fleste af sine vågne timer.

- Det er jo en lidenskab. Nogen vil nok kalde det en sygdom. Men jeg har en kone, der er meget large og god til at få det hele til at fungere, smiler han.

Lyden er den halve bil

Det er især lyden i de gamle og dyre biler, der vækker noget helt særligt i Steen.

Det halve af en bil er jo lyden. Der skal være liv i storeåen!

Steen Hansen, Indehaver, Nøvling Autoværksted

- Det halve af en bil er jo lyden. Der skal være liv i storeåen! En 12 cylindret Ferrari er jo næsten det skønneste, man kan høre. Og når man ser, hvordan de er lavet... man kan jo stå og savle, griner Steen Hansen, mens han kaster blikket på en rød Ferrari, som lige nu er kørt i pit i Steens værksted.

Steen Hansen har syv ansatte på værkstedet. En af dem er Daniel Vad. Han er mekaniker, og han tager gerne den lange køretur fra Aarhus til Nøvling for at få lov til at arbejde med de heftige hestekræfter.

- Sådan et arbejde finder man ikke alle steder. Hverken kollegerne eller det, vi laver, så det vil jeg gerne prioritere at køre langt for, siger Daniel Vad.

DET ER I AFTEN KLOKKEN 19.30, TV MIDTVEST BESØGER STEEN HANSENS AUTOVÆRKSTED. HER KAN DU FÅ EN SNIGPREMIERE PÅ INDSLAGET.

03:41 Luk video