Feriepjæk før skoleferien

Flere forældre hiver deres børn på ferie, inden skoleferien reelt er begyndt. Allerede nu er flere elever derfor rejst på sommerferie, og det skaber debat.

skoleferie.jpg

Klokken ringer egentlig først ud til sommerferie på landsdelens mange skoler på fredag. Alligevel er flere elever allerede gået på sommerferie med mor og far.

På Nr. Felding Skole anslår skoleleder Jette Lund, at i gennemsnit to elever per klasse allerede er gået på sommerferie. På forhånd er der dog indgået klare aftaler med forældrene.

- Vi har en forventning om, at de tager ansvaret i forhold til en lektiemængde, der måtte ligge i den uge, hvor man er væk. Man kan vælge at begynde og indhente det inden, man tager hjemmefra, man kan tage lidt med på ferien, eller man kan indhente det, når man kommker hjem. Forældrene er meget bevidste om, at det her er noget, vi kræver, det er et krav vi har. Og så bliver det en gensidig aftale, og det synes jeg faktisk, de er rigtig gode til at overholde, fortæller skoleleder, Jette Lund, der ikke vil stå i vejen for forældrenes ønske om at rejse med deres børn udenfor skoleferierne.

Uvane eller nødvendighed?

I Skolelederforeningen kalder næstformand, Jørgen Mandrup, det dog for en uvane at rejse uden for skoleferien. Den slags skal kun finde sted ved helt særlige lejligheder eller begivenheder, siger han.

Hos familien Iversen fra Skive har de nu ingen skrupler med lidt feriepjæk fra skolen. Helle Iversen, hendes mand og deres 12-årige søn, William, er onsdag morgen rejst til Spanien. Også selvom sønnen så misser tre dages undervisning i 5. klasse.

- Min mand og jeg er selvstændige, og derfor har vi ikke mulighed for at rejse på andre tidspunkter, da personalet på kontoret skal have afholdt ferie i skoleferien, forklarer Helle Iversen om en af flere grunde til, at de har valgt at rejse allerede nu.

Penge at spare

Og familien er ikke de eneste, der vælger at rejse udenfor skoleferierne. Hos Bravo Tours i Herning mærker de rejselysten hos forældrene. Også udenfor skolernes ferie.

- Det mærker vi faktisk året rundt, men det strammer til, når vi nærmer os sommerferie, som vi gør nu. Så ser vi mange familier, der rejser - måske en 2-3 dage før eller en uge før, skoleferien starter. Det er der mange, der gør, oplyser Peder Hornshøj, direktør hos Bravo Tours.

Og der er da også gode penge at spare, hvis man rejser udenfor ferierne. Det bekræfter både Peder Hornshøj og Helle Iversen.

- Vi kan godt spare omkring en 5-7000 kroner os tre på en all inclusive ferie, hvis vi rejser, før sommerferien starter officielt, siger Helle Iversen.

Ulovligt fravær i Struer

Om der er penge at spare eller ej. I Struer Kommune skal man passe sin skolegang, og derfor slår kommunen hårdt ned overfor feriepjæk.

- Vi registrer det som ulovligt fravær, fordi vi ønsker at signalere, at vi vil have en tilstedeværelseskultur, og at det jo er forældrenes ansvar at sikre, at børnene er i skole i de 40 skoleuger, forklarer Pia Weedfald Hansen. Hun er afdelingsleder for Pædagogisk Udvikling i Struer Kommune og en af kræfterne bag ideen om at registrere fraværet som ulovligt.

Helle Iversen i Skive giver dog ikke meget for den strategi:

- Hvis det var det samme i Skive Kommune, så tror jeg bare, jeg ville løfte øjenbrynet og tænke: Okay, så havde han så tre dages ulovlig fravær. Det klarer vi også, siger hun.

2:20
Mens nogle elever er på skolebænken nogle dage endnu, så er andre allerede tjekket ud