Lalandia: Feriehuse i Søndervig næsten udsolgt

På bare to weekender er der solgt næsten 500 feriehuse i det kommende Lalandia i Søndervig.

Næsten alle feriehuse i Søndervig er solgt på bare to weekender. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Det er gået stærkt med at få solgt feriehuse i det kommende Lalandia i Søndervig. Faktisk så stærkt, at man nu er tæt på at melde udsolgt, fortæller Lalandia-direktør Jan Harrit. 

Man skal være hurtig, hvis man vil være med i Søndervig

Jan Harrit, Direktør, Lalandia.

- Vi har haft en rigtig god pinse og igen en god dag i søndags, hvor vi havde åbent hus. Det betyder at vi er tæt på at være i mål. Vi har stadig få huse tilbage, men vi er meget tæt på udsolgt, siger Jan Harrit.

Der er stadig få huse til salg, så fra direktøren er opfordringen klar: 

- Man skal være hurtig, hvis man vil være med i Søndervig.

Læs også Stor interesse for nye feriehuse ved Lalandia: Så meget koster de

Salget af feriehuse åbnede i pinsen, for dem som havde skrevet sig op på en liste over interesserede. Her blev 75 procent af husene revet væk.

Denne weekend var der så åbent hus for alle, hvor der igen var stor købelyst.

- Det er over al forventning. Vi havde en ide om, at der var stor interesse. Men der er stor forskel på interesse og så faktisk at købe et sommerhus. Det glæder os rigtig meget, siger en glad Jan Harrit. 

Det koster feriehusene

Feriehusene koster et sted mellem 1,4 og 2,4 millioner, og de vil kunne rumme enten 4, 6 eller 8 personer. For pengene får man et indflytningsklart hus, som Lalandia vedligeholder.

Salget af de næsten 500 feriehuse betyder, at opførelsen af badelandet vil gå i gang, samtidig med at husene bliver opført. 

Læs også Lalandia-chef jubler: Det bliver milliardstort i Søndervig

- Vi fortsætter med at tegne på vores vandland og oplevelsescentret. Det vi så ellers arbejder hårdt på  er, at alt materiale til lokalplanen er klar til efter sommerferien, fortæller Jan Harrit. 

Efter planen vil opførelsen af feriehusene gå igang i foråret 2020. Men hele projektet i Søndervig forventes færdig foråret 2022.

02:13

TV MIDTVEST var med da Lalandia i Søndervig holdte åbent hus i pinsen, hvor interessen var enorm.  Video: Poul Gerner, TV MIDTVEST

Luk video