Femte serber fængslet for indbrud

Sagen om serbisk bande vokser sig stadig større.

080711_Tyvekoster.jpg

For anden dag i træk har Midt- og Vestjyllands Politi fået varetægtsfængslet en mand i sagen om den serbiske bande, der mistænkes for mindst 150 indbrud over hele Midt- og Vestjylland.

Torsdag blev en 56-årig mand fra Ikast fængslet i sagen, og fredag kom turen til en 45-årig serbisk mand fra Silkeborg. Den 45-årige blev bag lukkede døre fængslet til den 27. juli - han sigtes for  tyveri af særlig grov beskaffenhed - hvilket i dette tilfælde vil sige flere indbrud.

Organiseret kriminalitet

Den 45-årige sættes i forbindelse med den serbiske bande, som politiet kom på sporet af i Ikast i marts. I første omgang blev to mænd og en kvinde anholdt, og der er nu i alt fem personer fængslet i sagen.

Politiet har beslagt omkring 1100 styk tyvekoster i sagen, hvoraf cirka en tredjedel er leveret tilbage til ejerne. Der er ifølge politiet tale om organiseret kriminalitet.