Fem unge anholdt i skunklaboratorium

Politiet fandt 167 skunkplanter i Pårup. De anholdte kommer fra Kibæk, Skjern og Herning.

Lokalpolitiet i Herning afslørede torsdag aften et mindre skunklaboratorium i Pårup.

Betjentene fandt i alt 167 skunkplanter, og fem unge mænd, der opholdt sig på adressen, blev anholdt.

Politiet har ofte anholdt vietnamesiske statsborgere i de ulovlige laboratorier i det midt- og vestjyske, men denne gang var der tale om unge danske mænd. De anholdte kommer fra Kibæk, Skjern og Herning.

I første omgang har politiet valgt at fremstille en af de anholdte - en 22-årig mand fra Herning - i retten med krav om varetægtsfængsling. Han bliver betragtet som hovedmistænkt i sagen.

Hvad der skal ske med de fire andre, tager politiet stilling til efter grundlovsforhøret. De er stadig sigtede i sagen.

Politiet mener i øvrigt også, at skunkdyrkerne har gjort sig skyldige i tyveri af strøm ved at køre strømmen uden om måleren.