Der blev debatteret livligt i Medietanken i Holstebro, da miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen mandag eftermiddag havde inviteret til borgermøde om ulve.
Mere end hundrede midt- og vestjyder var mødt op for at diskutere de bekymringer, rovdyret giver her i landsdelen, og det var faktisk mange flere, end der kunne være i salen. Derfor måtte mange tilhørere følge med på en skærm ude i Medietankens foyer.
Meningerne om ulvens tilbagevenden til den danske natur var lige så mange som de fremmødte. TV MIDTVEST har samlet fem reaktioner fra stormødet herunder.
I bunden af artiklen kan du se hele borgermødet.
Holger: - Angriber den mine dyr, så skyder jeg den
- Jeg står med en flok køer, som er uhyggeligt stressede. Så snart der kommer nogen ind i staldene, så er der uro. Sådan har det aldrig været før.
- Behandlingen af sagerne er alt for langsom. Jeg kan ikke vente på, at jeg skal have lov til at skyde en ulv af ministeriet. Hvis den angriber mine dyr, så går jeg altså ud og skyder den.
Eva Kjær: - Ærgerligt for naturen
- Jeg synes, det er ærgerligt, at naturen bliver sådan et sted. For mig er naturen et sted, hvor man går og slapper af og finder fred. Det kan man ikke mere.
Lars Stærk Madsen, har studeret ulven i 20 år: - Ulven er ikke farlig
- Ulve holder egentlig ikke særlig meget af får. Den måde de her får i Danmark er blevet taget på minder ikke ulveangreb. De har en helt særlig måde at tage deres bytte på.
- Jeg synes, man skal glemme alle de her skræmmekampagner.
Knud: - Ulvens tilstedeværelse gør noget ved mig
- Når den lige pludselig kommer ind i din komfortzone, så gør det noget ved dig. Tør vi gå en tur i skoven? Tør vi sende spejdere ud på lejrtur? Det er sådan noget, vi skal til at tænke over.
Kirsten: - Jeg tør ikke lukke mine hunde ud
- Ulvens tilstedeværelse ødelægger hver eneste aften.