Fem personer anholdt i politiaktion i Silkeborg

Tre personer blev lørdag varetægtsfængslet for vold og frihedsberøvelse, men flere andre blev anholdt i Silkeborg.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Tre mænd, en fra Silkeborg og to fra Tjele, blev lørdag varetægtsfængslet for lukkede døre sigtet for kvalificeret vold og frihedsberøvelse.

Politiet er lige som i går fortsat sparsomme med oplysninger i sagen, der er relateret til en eller flere hændelser i Silkeborg og Aarhus.

Ifølge Midtjyllands Avis skete anholdelsen af manden fra Silkeborg fredag sidst på aftenen i det nordlige Silkeborg. I samme politiaktion blev fire andre mænd anholdt. Avisen skriver, at aktionen omfattede et større antal betjente.

Lørdag blev fire af de fem løsladt, mens den sidste, som er 24 år, blev fremstillet i grundlovsforhør i Aarhus og fængslet.

De to fra Tjele, der også blev varetægtsfængslet lørdag, var tilsyneladende ikke en del af gruppen på fem, der blev anholdt i Silkeborg fredag.

Læs også Tre mænd sigtet for vold og frihedsberøvelse