Fem nye ryttere til Kyllingens hold

Cykelstjernen Chris Horner droppede Christina Watches, fordi han ikke ville få mulighed for at forsvare sin Vuelta-titel. Men Herning-holdet fortsætter jagten på forstærkninger.

Michael Rasmussen og Hembo_1.jpg

Hele fem nye ryttere og en ny storsponsor kommer med på holdet, når Christina Watches torsdag præsenterer flere nye navne på et pressemøde.

En af de nye ryttere er britiske Jonathan Bellis, som danskerne kender fra Bjarne Riis og Saxo Bank-holdet. Han får selskab af landsmanden Jake Tanner, og udover de fem nye rytteransigter bliver også to nye sportsdirektører annonceret på pressemødet.

Michael Rasmussens øvrige forstærkninger har italiensk blod i årerne, og så er der også en ny storsponsor på vej til Herning-holdet.

- Christina Hembo og undertegnede har besluttet at satse massivt på at manifestere os som Danmarks førende cykelhold. Og i processen sætte de nødvendige ressourcer ind på at blive det. Kraftigt understøttet af nye, store sponsorer, der som os drømmer om en Pro Continental fremtid og dermed muligheden for at deltage i de allerstørste løb, siger holdets direktør Claus Hembo.

I denne sæson er cykelholdet placeret i Continental-rækken, der svarer til cykelsportens tredjedivision, men med en Pro Continental-licens har holdet mulighed for at køre med i løb som Tour de France og Vuelta de España.

- Fremtidsplanerne er muliggjort af en øget egeninvestering, men ikke mindst af vores nye hovedsponsor for 2014, samt en række væsentlige nye sponsorer, siger Claus Hembo i pressemeddelelsen.

Tidligere på året mistede Christina Watches den ene af sine hovedsponsorer, da Onfone forud for sæsonen opsagde samarbejdet.