"For helvede hvor er du ringe, Dennis! Du har ikke niveau til mere end Silkeborg!"
Hvis du har hørt udbruddet fra den inkarnerede Silkeborg IF-fan, Christian Ditlev, har du sikkert været et smut forbi TV MIDTVEST's Facebook-side. Det er nemlig et af de mest populære opslag fra vores Facebook-side. Her kan du se opslaget, hvor han sender en gedigen bredside af sted mod Dennis Flinta.
13 år og partiformand
I kølvandet på den store flygtningedebat, der har præget år 2015, stiftede 13-årige Benjamin Henriksen fra Herning partiet "Nyt Danmark". Vores opslag om partiet nåede ud til over en million seere og blev delt over 2.500 gange.
Perleplade-pigen
12-årige Louise Graff har de seneste to år lavet perleplader i forbindelse med "Knæk Cancer-ugen". Hun har i alt samlet omkring 100.000 kroner ind, og historien om hendes imponerende initiativ blev delt over 1.100 gange.
Freddy og tuk-tuk-knallerten
Den rørende historie om den tidligere lastbilchauffør, Freddy Eriksen, blev også et stort Facebook-hit. Efter en svulst i hjernen måtte han ikke længere køre lastbil - til gengæld indtager han nu vejene i en tuk-tuk-knallert.
Hotdog-Dennis
Dennis Okkerstrøm Nielsen har en noget særpræget hobby. Han deltager i hotdog-spisnings-konkurrencer, og videoen af hans ganske særlige trick til turbospisning blev kommenteret af over 3.800 Facebook-brugere.