Fejrede jubilæum - og sagde op

Chefen for Regionshospitalet Viborg, Skive går inden den store fusion med Silkeborg.

Hospitalsdirektør Jens Anton Dalgaard fra Regionshospitalet Viborg, Skive havde en overraskelse til sine gæster, da han tirsdag fejrede sit 25 års jubilæum.

Dalgaard afsluttede nemlig sin tale til gæsterne med at meddele, at han forlader posten. Afgangen skal ses i lyset af, at politikerne har besluttet at slå Regionshospitalet Viborg, Skive sammen med Regionshospitalet Silkeborg og Hammel Neurocenter.

- Det er en fusion, som jeg ser frem til og har ventet på. Det er den største gave, jeg kunne få til mit jubilæum, men der skal kun være en hospitalsledelse, og den skal repræsentere begge nuværende hospitaler, sagde direktøren.

61-årige Jens Anton Dalgaard fortsætter inden for hospitalsverdenen - han skal nemlig være projektdirektør på den store ombygning og renovering af regionshospitalet i Viborg, et arbejde til 1,164 milliarder kroner.