Tyv faldt i søvn under indbrud

Tirsdag aften blev politiet kaldt ud til et noget anderledes indbrud. Tyven var nemlig faldet i søvn midt i ugerningen.

indbrud2.jpg

Politiet fik tirsdag aften en anmeldelse om forsøg på indbrud på en adresse i Nygade i Skive. For at kunne komme ind i huset havde tyven knust en rude i køkkenet. Han kom dog ikke længere end til spisebordet, hvor han satte sig og faldt i søvn. 

Da husets kvindelige beboer kom hjem, tilkaldte hun politiet. De var hurtigt fremme for at anholde ham og bringe ham til afhøring på stationen.  

- Der var tale om en 60 årig mand, der var godt beruset, fortæller Lars Mikkelsen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Skive. 

Manden blev efter afhøringen løsladt, og politiet skal nu vurdere, hvordan sigtelsen skal lyde på det noget fejlslåede indbrud.