Fedtafgift uden effekt

Fedtafgift uden effekt

Seks måneder efter, den blev indført lyder konklusionen, at fedtafgiften ikke virker. Venstre lægger sig fladt ned og kalder den en uklog beslutning.

Den omstridte fedtafgift kan i dag fejre seks-måneders fødselsdag - og konklusionen er, at den ikke har virket efter hensigten. Meldingen er samstemmende, at forbruget ikke er faldet.

Fra Dansk Supermarked, der tæller Føtex, Bilka og Netto, lyder det i dag, at fedtafgiften ikke har haft nogen særlig effekt.

- Forbrugerne køber stort set den samme mængde mejerivarer, som før afgiften blev indført - men nogle har ændret indkøbsvaner, så de i dag køber billigere produkter, siger Karsten Føgh, indkøbschef i Dansk Supermarked.

På Thise Mejeri i Salling har fedtafgiften været til besvær, men den har ikke påvirket salget.

- Når vi sammenligner de første tre månder af 2012 med samme periode i 2011, så er vores salg af smør steget med fem procent, siger Poul Pedersen, mejeribestyrer i Thise.

Uklog beslutning

Fedtafgiften var den tidligere regerings værk. Venstre gik forrest og fik bred opbakning i Folketinget. Kun Enhedslisten og Liberal Alliance stemte imod. I dag tager Venstre den manglende effekt til efterretning.

- Det er ikke det klogeste vi fik lavet i de ti år vi havde regeringsmagten. Vi skulle nok have skruet ned for ambitionsniveauet og fundet på noget andet end fedtafgiften, siger Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen.

01:54 Luk video