FCMs tøjsponsor drives med underskud

FCMs tøjleverandør Wunderelf med fodboldprofiler i ejerkredsen drives med million-underskud.

230315_Sviatchenko.jpg

FCMs tøjsponsor Wunderelf, der ejes af flere tidligere superligaprofiler kører med stort underskud, skriver Ekstra Bladet.

Tøjfirmaet Wunderelf ejes af de tidligere superligaspillere, Jerry Lucena, Kolja Afriyie, Simon A. Pedersen samt FCM-anfører Kristian Bach Baks hustru Diana Bach Bak. Ifølge avisen har selskabet kørt med underskud siden stiftelsen i 2008.

I årsregnskabet for 2013/2014 noteres det, at egenkapitalen er negativ med samlet 3,5 mio. kr., og at selskabet har tabt mere end 50 procent af den tegnede virksomhedskapital.

Kalkuleret risiko

Men underskuddet er en del af satsningen på det nye tøjmærke forsikrer en af ejerne.

- Vi er jo en relativt nystartet virksomhed. Vi har gjort tingene lidt omvendt, end man normalt gør ved at lave nogle store investeringer tidligt. Vi har investeret rigtig meget i et varelager, og så startede vi med en stor aftale med FCM. Vi vidste, at det ville koste os dyrt de første fire år, og det er noget, vi har kalkuleret med, siger Kolja Afriyie.

- Man kan jo sige, at det er os, der har skudt penge ind i det, som det går ud over. Det er noget, vi har været villige til, fordi vi tror på, at det med tiden på et svært marked kan blive en succes. Vi har et mål om at nå overskud i regnskabsåret 2016/2017, siger Kolja Afriyie til Ekstra Bladet.